Kim Ursin, født i 1973 i Slagelse.
Skoletræt gik jeg ind i hæren, hvor jeg var indtil 1998. Hæren bød på mange gode og spændende oplevelser, ikke mindst udsendelser som FN soldat. Desværre blev min sidste tid ødelagt af en knæskade og en helt igennem inkompetent kompagnis ledelses håndtering af den situation. Heldigvis greb garnisionskomandaten ind inden det gik helt galt. Men det var absolut med blandede følelser jeg sluttede min militærkarriere.
Jeg startede på på HF og opdagede at jeg havde genfundet lysten til at lære. Og at jeg var god til det. Min tid på EFG handel og kontor havde mest af gået med at få tiden til at gå og karakterne var derefter, pludselig fik jeg høje karakterer og kunne lide at lære.
Jeg blev uddannet folkeskolelærer og var det frem til 2013 på en landsbyskole og i specialklasser. Den daværende regerings skandaløse optræden i 2013 fik mig til at stoppe i jobbet. At opleve at politikere stod og kaldte en hel gruppe medarbejdere for både dovne, dumme og overbetalte var og er jo helt absurd. Jeg var ikke alene om at mene det og over de kommende år forsvandt 20.000 lærere fra folkeskolen. Der er en grund til at kun 78% af folkeskolens lærere har uddannelsen, men det er en anden snak.
Heldigvis fandt jeg hurtigt arbejde på Hanstholm Asylcenter som underviser. Der var en arbejdsopgave at være redaktør på CenterNews. Det var et lille magasin, der udkom i Thy for at fortælle de lokale om centeret og forbygge de største konflikter mellem lokale og flygtningene. Siden centeret lukkede har jeg undervist voksne og unge på henholdsvis VUC og EUC, hvor jeg arbejder i dag.
Den spæde tegneserie start
Min første tegneserie lavede jeg omkring 1980. Det var serien Stjerne, der var en superhelt, sikkert med inspiration fra Superman og Batman. Jeg husker også, jeg lavede De 4, inspireret af De Fantastiske Fire, Jack Jackson (Buddy Longway) og meget mere. Jeg kastede mig også over humørstriber.
Jeg samlede primært på Superman, Kung Fu magasinet, men også Vilde Valde var jeg vild med og ikke mindst Bamse verdens stærkeste bjørn. Og jeg opdagede Franquin. Fra det tidspunkt af havde jeg en helt. Rune Andreasons Bamse gav fantastiske historier, men Franquins tegninger var helt uovertrufne.
Afslag i en lind strøm
Da jeg var 16-17 år, begyndte jeg at tæppebombe de danske forlag med mine tegneserier og afslagene kom ind i en lind strøm. Når jeg fik positiv respons, afviste jeg ethvert ændringsforslag og kritik. Per Vadmand fra PIB Copenhagen tog sig tid til at give vejledning om at tegne en serie om, lave ændringer og gøre den mere skarp. Jeg lyttede ikke nok efter til at rent faktisk rette mig efter det. Hvad vidste han egentlig også om tegneserier? I dag underviser jeg unge mennesker og jeg kan godt genkende mig selv en gang imellem, når de ikke er modtagelig for kritik og at de ikke kan overskue at starte forfra.
Manglende kritisk sans
Jeg burde selvfølgelig have tænkt over, at Per Vadmand (redaktøren, oversætter m.m. som var en af de kendte i branchen) havde set et eller andet i dem, når han gad bruge en time af sin tid på vejledning. Hvis jeg havde lyttet til kritikken og brugt den konstruktiv, specielt på mine humørstriber, så havde de måske udviklet sig bedre. De havde i hvert fald udviklet sig.
Specielt fordi, at havde jeg udviklet dem, havde Per måske gad bruge energi et par gange mere. Nu indsendte jeg bare det samme en gang mere et par år efter og han har jo taget sig til hovedet (hvis han altså genkendte det). Faktum var i hvert fald at PIB Copenhagen havde afvist det en gang, så selvfølgelig gjorde de også det 2. og 3. gang, jeg sendte det afsted. Men jeg var jo verdens bedste tegner…
Men ingen forbyder mig at blive klogere med alderen. Og der arbejdes på en ny stribeserie, så hvem ved, måske lykkes det?
Klogere med alderen
Jeg har altid set mig mere som fortæller end som tegner eller forfatter. Tegningerne er blot en måde til at fortælle en god historie. Jeg gider ikke bruge hverken hele eller halve timer på en tegning, jeg ville nogle gange ønske at jeg havde den tålmodighed. Jeg går sjældent tilbage og laver noget om. Ja, faktisk vil jeg helst undgå viskelæderet. Det er nu nok grunden til at nogle historier mangler lidt skarphed. Omvendt er det med bøger og artikler, hvor jeg kan sidde i timevis og nørkle for at få dem helt skarpe.
I takt med at jeg brugeren computeren mere og mere ved tegning, er jeg begyndt at blive bedre til at ændre og rette i dem også, så måske er der udvikling på vej.
Striber
Det er i hvert fald helt sikkert at skal jeg lave tegneserier, der kommer ud til den bruge befolkning, så skal det være striberne, fordi de ikke er afhængige af “gode” tegninger, men af gode gags. Som sagt, så er mit temperament ikke til at sidde og nusse om en tegning i halve og hele dage.
Vi må se, hvad fremtiden bringer. I Danmark er man først gammel, når man stopper med at lege og jeg elsker at lege.