Seriestriber fra de studerende blad på Ribe Seminarium, åbenbart var den serie meget provokerende, grænseoverskridende og modbydelig, jævnfør en lille højtråbende flok tågehoveder.

Stribeserien blev af en eller anden grund set som meget kontroversiel og upassende. Set i bakspejlet – og dengang – er det meget svært at forstå. Jeg kan virkelig ikke se, hvordan i alverden den kunne få så mange klager som den fik. Så dem, der tror krænkelsesparathed er noget nyt kan roligt tro. Når folk savner noget at gå op i, så sker den slags.

Jeg tror, der var et par stykker mere, men jeg har ikke kunne finde dem. I hvert fald lavede jeg omkring 50-60 striber, hvoraf en lille del blev rentegnet og trykt.

Reelt kom jeg utrolig sjældent i kantinen, den var dyr i hvert fald set med mine SU-penge øjne.

Jeg var vist selv ryger på det tidspunkt og efterhånden blev det sværere og sværere at ryge nogen steder ligesom at ikke-rygere kom med de mærkeligste udbrud. Der var fx en lille indelukket kantine, men glasdøre, hvor man måtte ryge. På den anden side af den var en kæmpestor kantine, hvor man ikke måtte ryge.

Alligevel var der nogle, mente at “tøjet lugter af cigaretrøg når jeg går hjem”. De havde nemlig gået fordi i 3-4 meters afstand til rygerkantinen. Jeg synes det var hysterisk – den gruppe modtog ikke striben herover positivt. De mente jeg gjorde nar af dem. Det gjorde jeg ikke, jeg gjorde nar af deres og mange andres hysteri. Ikke af dem som personer. Det blev den første, hvor folk direkte klagede til skolens rektor over serien.

Striben er farvelagt for 2-3 år siden, oprindelig blev den bragt i sort-hvid.

I 2001 døde min far af en blodprop i lungen. Her var klagerne at jeg gjorde nar af forældre og at jeg skulle skamme mig over at “svine min far til” og de første klager tikkede ind til skolens rektor. De skulle bare have set at jeg senere har lavet endnu værre jokes. Det handler naturligvis om at tackle det på måde som afdramatiserede at vi alle skal herfra på et tidspunkt.

Dengang var det meget mere tabu at gå til psykolog end i dag. Heldigvis er vi som samfund blevet klogere siden. Jeg tror på at humor kan afdramatisere mange af de tabuer, der er i et samfund. Der var dog en lille gruppe, der mente RiberRet gjorde nar af psykologer og patienterne. Intet kunne være fjernere fra sandheden.

Sebastians fantastiske sang fik nyt liv. Den passede rigtig godt ind i målgruppen. Og mon ikke man kunne være blevet fornærmet over den, hvis man havde anstrengt sig nok.

Preben var faktisk en flink gut og derfor tænkte jeg også at han kunne tåle denne joke. Det kunne han selvfølgelig godt. Det kunne et par højtråbende bøvhoveder ikke. De fangede end ikke sammenhængen med striben, der kom 3-4 sider længere inde i bladet. Heller ikke selvom vi skrev “fortsættelse følger”.

Preben fik hævn over striben et par sider længere inde i bladet. Efter sigende havde han moret sig over den. Jeg fik at vide at adskillige havde skældt ud over bladet derefter og at det var upassende. At der var en stor penis på forsiden af bladet havde til gengæld ikke medført klager. Man undres. Jeg blev rasende på redaktøren, da det kom frem at denne faktisk havde bakket de (få) kritikere op om at de to jokes var helt horrible, mens samme redaktør jo havde været med til at udvælge dem.

Til denne udgivelse har jeg ændret teksten en smule for at fremhænge sammenhængen.

I det sidste nummer inden jeg blev færdig på seminariet, kom en total ufarlig joke, der vel knap er en joke. Mon ikke de fleste kan genkende den? Egentlig havde jeg smækket med døren, da jeg mente redaktionsgruppen burde have bakket mig op mod klagerne. Men

Ideen var at julemanden ikke kunne presse sig igennem.

Tog kritikken for nært

Her er der tale om en tegner, der tog kritikken alt for nært. Dengang tænkte jeg ikke over, men når man ser striberne i forlængelse af hinanden, er det ganske tydeligt. De to sidste er uden bid, uden farlighed og de er kedelige. Generelt tror jeg bare man skal bruge mindre energi på højtråbende mindretal. Naturligvis kan man lave fejl, men heller ikke her over 20 år efter synes jeg nogle af disse jokes var hverken grænseoverskridende eller sårende. Dengang tænkte jeg alt for meget på at alle skulle synes serien var sjov.