Efter at have travet det meste af København rundt endte jeg med at få en “ordre” på denne serie. Ordre i anførselstegn fordi redaktøren på Frederiksberg Ugeavis (jeg er ikke sikker på navnet) vist ikke helt kunne lide at afvise den unge naive knægt, der stod lidt våd i døren med “Juletiden er så sød”.

I stedet sagde han noget i stil med at det kunne da være interessant og med omskrivning og at den skulle finde sted i Frederiksberg. Jeg opfattede det som en købsordre. Hvilket det helt sikkert ikke var.

Kæmpenederlag

Jeg gik så hjem og lavede denne historie og præsenterede den for dem. Ideen med serien var så at nøglebilleder kunne udskifftes med andre steder og på den måde kunne serien sælges igen og igen og igen.

Ja, det er den oprindelige tekst og nej, den har ikke meget at gøre med byen. Og selvom den måske er marginalt bedre end den første version, så er den milevidt fra at være god nok til udgivelse. Jeg mødte op til redaktøren, der sagde den ikke var god nok til tryk. Det var et kæmpenederlag.

De gav alligevel 75 kroner for hver dobbelt stribe, hvilket nok mest var af høflighed og for at betale togbilletten hjem til Jylland.